Om Jazzklub Divino
Jazzklub Divino er nu en regulær jazzklub med medlemsskab, som tegnes for et år ad gangen, og en bestyrelse, som pr.1.1.2017 udgøres af Franco Cerchiaro, Thorbjørn Sjøgren, Jørn Duus og BastianAndersen.
Scenen er lille
Fire musikere, så er den fyldt. Og et halvt hundrede siddende gæster, så skal man kante sig rundt. Men det har ingen hidtil taget anstød af, for stemningen er god, rummets lyd ligeledes.
Publikum er nysgerrige og modtagelige
Det er ikke altid, de kender musikerne, men én ting ved de: kvaliteten er altid i orden, og jævnligt får man noget med hjem, man ikke havde ventet.
Italienske Franco Cerchiaro styrer slagets gang, byder velkommen og må kun en sjælden gang
bede gæsterne om at slukke mobiltelefonerne, for det ligger i luften, at der er respekt omkring musikken.
Francos forhold til jazzen er både lidenskabeligt og fordomsfrit – adskillige musikere og grupper
har fået en chance her, inden de for alvor markerede sig, men lige så ofte er det lykkedes at fange etablerede orkestre eller uortodokse musikerkonstellationer, som har givet os store oplevelser.
Det kan ikke skjules, at Francos italienske baggrund har givet ham en speciel kærlighed til fødelandets jazz, og adskillige af disse musikere er jævnligt tilbagevendende og skattede gæster på den lille scene: Paolo Russo, Francesco Cali, Nico Gori og flere med dem.
Men det er de danske musikere, der har fyldt mest igennem den halve snes år, Jazzklub Divino har eksisteret, og ingen bestemt stil er “bedre” end nogen anden.
Væggene er besat med en lang række af fotografen John R. Johnsens fremragende sort/hvide musikerportrætter, bortset fra en enkelt, hvor alle musikerne efter hver koncert skriver deres autograf. Det kan man godt falde i staver over, tænke på, hvor mange af dem, man gennem årene har hørt, her eller andre steder. Og at kvaliteten forlængst er blåstemplet, ses af at både Helsingør Kommune og Kunstrådet hvert år har støttet os generøst.